2020 – med lidt nyt herfra :o)

Om ikke så forfærdelig længe fylder jeg 60 år. Det er jo egentlig ganske rart at tænke på, når nu jeg har det godt og har rigtig mange skønne ting jeg kan glæde mig over og være stolt af. To sønner der har et fantastisk liv med deres kærester, to børnebørn der ser ud som om de elsker deres farmor, en kærlig mand som gerne vil med på ture og udflugter, og som jeg kan dele mit liv med på godt og ondt. Gode venner nær familie. Og selvfølgelig et job som jeg er glad for trods de udfordringer der ligger gemt i at passe op til fire små børn en hel dag.

Da jeg startede som selvstændig børnepasser for snart 10 år siden, har en vigtig faktor i mit valg dengang været at jeg selv kunne bestemme hvor mange børn jeg ville passe, selv kunne fastlægge åbningstider og ferie. At være sin egen herre betyder frihed. Når det er sagt medfører det også at tage ansvar og yde omsorg for egen forretning og overfor de børn og forældre der færdes i mit hjem hver dag. Det har altid været en rar tanke at vide at jeg kunne stoppe helt når jeg ville/ikke kunne mere eller at jeg kunne skære ned fx på antal børn hvis det blev nødvendig.

Jeg har aldrig tænkt over eller planlagt hvornår det tidspunkt skulle være. Jeg har haft det godt, haft nogle dejlige børn med gode forældre i mit hjem og nydt det arbejdslivet de har været med til at forme. Jeg har skrantet lidt på fysikken de senere år, men ikke noget der har indikeret at noget skulle ændres. Jeg har haft stress, det skal ikke være nogen hemmelighed, og støt og roligt arbejdet mig tilbage til en tilværelse med job som jeg kunne være i.

Troede jeg! For – nogen gange kommer der ting ind i ens liv derude fra sidelinjen som man ikke havde regnet med og som man bliver nødt til at forholde sig til – og pludselig ses livet i et nyt perspektiv. I mit tilfælde er det forskellige personlige faktorer der har gjort at jeg nu har taget beslutningen om fremadrettet kun at tager vare på to børn i mit pasningstilbud. Det var ikke en nem beslutning for fire børn var godt på vej hertil. Og tungt er det at skulle give de forældre besked hvis barn ikke kunne gå her alligevel.

For mig personligt er det det eneste rigtige at gøre, og jeg glæder mig over at jeg kærligt men bestemt blev skubbet i denne retning. Nu bliver der noget at give af uden at det koster for hårdt i den anden ende.

Tak for skubbet og tak for den forståelse jeg har mødt af alle.

Andre spændende ting at læse

Giv gerne en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *